Fællesbyg Køge Kyst
Køge
2017 - 2021

Byg­ge­fæl­ler fik ind­fly­del­se på egen bo­lig

Byggefællesskabet der blev socialt

Byggefællesskabet i Køge er et af de første danske eksempler på et byggefællesskab. Inspirationen er den tyske Baugruppemodel, hvor en gruppe mennesker vælger at bygge sammen, dels for at spare developer-fee, dels for at få direkte indflydelse på deres egen bolig. Byggeriet er udviklet gennem en længere proces, og bag projektet Fællesbyg Køge Kyst står et partnerskab mellem Tegnestuen Vandkunsten, Selskabet for Billige Boliger og byudviklingsselskabet Køge Kyst P/S. Beboerne har stiftet Foreningen Fællesbyg Køge Kyst, og hyrede herigennem en entreprenør til at stå for opførelsen.

Et byggefællesskab er ikke nødvendigvis et bofællesskab. Fællesbyggerne har lagt stor vægt på at skabe et hverdagsfællesskab uden at være et decideret bofællesskab. I løbet af den lange udviklingsproces, forud for byggefasen, opstod der blandt byggefællerne ønsker om fællesrum med storkøkken, rummelige gangarealer og særlige nicher ved indgangsområderne, som inviterer til uformel snak beboerne imellem. I Fællesbyg Køge Kyst har gruppen afsat 10% af arealet til fælles formål.

Det har været en lang proces med mange møder og mange knaster undervejs. At få finansiering på plads var en stor udfordring. Fonden for Billige Boliger måtte derfor indover for at stille de nødvendige garantier. Projektet har været drevet af en dedikeret gruppe beboere, der har brugt rigtig mange ressourcer på at få det hele til at lykkes. Til gengæld har de stort set fået den bolig, de drømte om, og de er flyttet ind i bebyggelsen med et stort ejerskab i bagagen.

Læs mereLæs mindre

Pippi Langstrømpe-tegningen

De første mange beboere tilmeldte sig foreningen uden at have andet end en 'Pipi Langstrømpe' tegning og deres egne boligdrømme at samles om.

Fællesbyg Køge Kyst er opført i Køges nye bydel Søndre Havn

Stueetage med fælleslokale

2. sal med fælles altangang og tagterrasser

Lokalplanen for Søndre Havn i Køge fordrede en karré og en relativ høj bebyggelsesprocent

Der er udsigt over almindingen fra Dorthes køkken og spiseplads

“Simpel living. Enkelheden og friheden er ubetalelig. Jeg skal ikke bevæge mig langt væk for at opleve noget. Og der dumper gode tilbud ned i turbanen hele tiden – lige foran min dør.”

Dorthe, beboer i Fællesbyg Køge Kyst.

De fælles tagterrasser fungerer som mødesteder for beboerne

Husets spraglede facader

Materialeprøver til sammensætningen af facaden, der med varierende farve og tekstur repræsenterer byggefællesskabets mangfoldige beboere.

Hver bolig er markeret i facaden

De individuelle boliger danner tilsammen en farverig collage, der afspejler fællesskabet.

Adgangsprincipper

Karréen er disponeret med tre lodrette adgangsopgange, der forbinder gård og gade og indeholder et mindre fællesareal i stueetagen, der er synligt fra hele gården. Trapper og elevatorer fører op til en havegang, der vandret forbinder til to store fælles tagterrasser, der er indrette som fælles friarealer med drivhus og dyrkningsmuligheder.

Hvor den grønne havegang møder opgangene trækkes den ind i en begrønnet niche. Her bliver et særligt hjørne, der nedbryder overgangen mellem inde og ude og skaber de hverdagsorienterede møder, der styrker fællesskabet.

Opgang med plads til fællesskab

Opgangene har tilknyttet et dobbelthøjt, lyst opholdsrum, der kan rumme skiftende aktiviteter som kaffeklub eller fungere som legerum. De faciliterer uforpligtende møder mellem naboerne og bliver præget af beboerne.

Trappeopgange og reposer fremstår lyse, åbne og imødekommende

I stueetagen er der et mindre fællesareal, der er synligt fra hele gården

Fællesfaciliteterne består bl.a. af værksted, drivhus, hønsehus, café mv.

Projektfakta

Bygningsdata

Projektnavn: Fællesbyg Køge Kyst

Kategori:Bofællesskaber, Boliger, Forskning & udvikling, Planlægning

Bygherre: Fællesbyg Køge Kyst ved Selskabet for Billige Boliger

Beliggenhed: Køge

Bruttoareal: 5170

År: 2017 - 2021

Status: Opført

Antal enheder: 45

Opgaven

Program: Boliger, fælleslokale

Aktivitet: Procesledelse, planlægning, nybyggeri

Opgavetype: Partnerskab

Byggesystem: Betonkonstruktion med facadevægge i træelementer

Kontakt: Jan Albrechtsen, jal@vandkunst.dk

Projektgruppe: Pernille Schyum Poulsen, Marie-Gesine Kauschen, Christian Stahlfest Holck Skov, Line Tebering, Amalie Brandt Opstrup, Wiebke Neymeyr, Anders Paw Bregnballe, Nick Dyhr, Silje Erøy Sollien, Jan Albrechtsen

Rådgiverteam

Arkitekt: Vandkunsten

Landskab: Vandkunsten

Ingeniør: Artelia A/S

Entreprenør: Jönsson

Konsulent: Byudviklingsselskabet Køge Kyst