Odense
2022 - 2030
Det industrielle og det groede
Fortid, nutid og fremtid
Odense indre havn er spækket med kontraster. De tomme siloer afspejler industrihistorien og havnens oprindelige funktion. Med deres usentimentale tyngde, kun skabt af praktik, står de som et Fynsk Manhattan som noget helt unik, omkranset af bøgeskov, der når helt ned til bredden.
Nyt og gammelt mødes i forskellige funktioner, skala og kvalitet. I kontrasten mellem historien og det moderne, mellem det groede og det byggede og i de mange forskelligartede vandrum, opstår netop det samspil, der for os at se er selve havnens DNA. Heri fandt vi kimen til at løse opgaven og komme med svaret på en udviklingsplan for Odense Havneby.
Helt indledningsvist lavede vi en skitse der har fulgt os – en krøllet tegning der forsøger at omsætte vores læsning af havnen til et arkitektonisk greb. Skitsen peger på et eksisterende motiv der er i havnen – i det kontrastfyldte. De bløde og de hårde kanter. Det industrielle og det groede.
Hovedgrebet udspringer af de helt særlige kvaliteter som er i Odense Havn mellem det kontrastfyldte byggede, den omfavnende skov og de særlige visuelle kig og forbindelser. Det grønne, vandet og det særlige kulturmiljøs potentialer indfries og videreudvikles. Øerne/ kvartererne bindes sammen af broer, vandspejlet, det grønne i den store skala og i kig og forbindelser i den mere nære skala.
En havn af kvarterer
Hvert kvarter – hver sin identitet der udspringer af de spor, fysiske såvel som funktionsmæssige der allerede findes. Vi bevarer det der fungerer – det der enten har en arkitektonisk kvalitet, er et kulturhistorisk pejlemærke eller en særlig funktion. Øerne/ kvartererne bindes sammen af broer, vandspejlet, det grønne i den store skala og i kig og forbindelser i den mere nære skala.
Hvert kvarter – hver sin typologi der tager afsæt i omgivelserne og beliggenheden i og omkring havnen.
Typologi og arkitektur
På Byens Ø sammenstilles forskellige bygningstypologier, som vi kender fra Odense by og de eksisterende bygninger på Byens havn. Nye bygningstypologier med inspiration i Muus pakhus, Nordatlantisk hus, og eksisterende karrébebyggelser i havnekvarteret sammensættes, som en klassisk karréby med havnekarakter.
Siloøen
Øens navn er naturligvis Siloøen. De store tunge majestætiske siloer udgør den væsentligste identitet og karakter for selve øen og står som et pejlemærke for hele Odense Havn og ikke mindst i indsejlingen. Vi tager udgangspunkt i og tror på, at vi alle – rådgivere, politikere, kommune, borgere og grundejere -helst vil beholde de karaktergivende siloer. Det handler om kulturarv, identitet og ikke mindst CO2.
Planen for Odense Havn skal skabe den absolut bedste planmæssige forudsætning for at siloerne kan bevares på trods af udfordringerne. En robust plan der lader tiden arbejde for en hel eller i hvert fald delvis bevaring. Ved at tage udgangspunkt i en plan der tager hensyn til de eksisterende siloers fodaftryk – som udgangspunkt for både et basisscenarie og det udvidede – opnår vi den mest holdbare plan ift. at sikre de eksisterende siloers overlevelse.
Siloerne i landskabet – ’den Landskabelige Skål’
Odense Havn har en helt unik grøn og topografisk karakter. På alle sider af havnen øges højdeforskellen til vandet af bygninger eller bevoksninger som gør, at havnen står frem som en landskabelig skål. Det er en sjælden tydelig landskabelig situation i en dansk kontekst, som vi ønsker at understrege og styrke med vores forslag. Heri indgår bevaringen eller en delvis bevaring af siloerne som et væsentligt fixpunkt, der med deres højde direkte modsvarer skålens bund med havnens horisontale vandspejl. Siloernes arkitektoniske potentiale viser retningen, volumen og højden på de nye bygninger med sin trinvise skalaspring udefter både er en arkitektonisk og landskabelig kvalitet.
Den nye bebyggelse
Med siloerne stramme placering mod vest, og vores hovedgreb i hånden, tegner vi en bebyggelse der slår helt fra takterne mod øst. Her foreslår vi en punktbebyggelse der varierer i højde fra 4-9/ 10 etage. Punkthuse tager retning efter udsigt og vinklede rum opstår i mellem og giver plads til kig og visuelle forbindelser både inde og udefra.
Bryggen og Skovkvarteret
Bryggen og Skovkvarteret er to vidt forskellige kvarterer. Alligevel er de to bebyggelser naboer med den store lysning i skoven som fælles kant og landskabsrum. Som overordnet greb binder vi Næsbyhoved og Ålykke Skovene sammen for at fuldende den grønne foring, som er så særlig i Odense Havn. Skovkvarteret bugter sig ind og ud i skoven og skaber lysninger. Bryggen defineres klart mod øst af havnens kant og eksisterende bolværk som vi bevarer og tilsvarende bearbejder som i resten af Odense Havneby.
Havnegadekvarteret
Kvarteret ligger mellem de relativt høje nye boligbyggerier i den sydlige del af havnen og Skibhuskvarterets lave men højt beliggende villaskala. Vi har tegnet en fliget karrébebyggelser, der skaber kik fra det bagvedliggende kvarter til havenes via slips og nedtrapninger i etagehøjderne. En moderne tolkning af karrébebyggelser med baghuse og værksteder i en grøn sammenhængende gård af mellemrum og muligheder.
Projektfakta
Bygningsdata
Projektnavn: Odense Havneby
Kategori:Boliger, Erhverv, Kultur & institutioner, Planlægning, Renovering
Bygherre: A Enggaard
Beliggenhed: Odense
Bruttoareal: 150.000 m2
År: 2022 - 2030
Status: 1. præmie konkurrence. Igangværende
Opgaven
Program: Planlægning, boliger, erhverv, kultur og institutioner,
Aktivitet: Udviklingsplan, nybyg, transformation, strategi, infrastruktur ydelse: parallelopdrag,
Opgavetype: Parallelopdrag
Kontakt: Jan Albrechtsen, jal@vandkunst.dk
Projektgruppe: Jan Albrechtsen, Pernille Schyum Poulsen, Sara Ettrup, Pauline Faaborg, Tone Elgaard, Bolette Victoria Bukrinski, Nel Jan Schipull, Maria Bro Schaadt, Marie Hildebrand Frederiksen, Sam Coolidge
Rådgiverteam
Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
Landskab: SLA
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
Konsulent: Cushman & Wakefield/ RED, Mogens A. Morgen, Valentin Trafikplanlægning