Søndre Havn, Køge
2019 - 2026
En vertikal landsby
En vertikal landsby
Bofællesskabet Neptunus er udviklet for Pension Danmark og er en del af Køge Kyst-planen i Søndre Havn. Bebyggelsen, udformet som en åben karré, indeholder udover almindelige lejeboliger også to bofællesskaber, hvoraf målgruppen for det ene er nystartede familier, og for det andet er seniorer 50+.
Bebyggelsen er med sin mangfoldighed i botilbud og beboersammensætning et eksempel på en vertikal landsby og et bofællesskab i en bymæssig kontekst. Mødet mellem beboerne sker, når man bevæger sig til og fra sin bolig. Bofællesskabernes fællesarealer er placeret i direkte tilknytning til en opgang, og ved at kombinere opholdsaltaner og tagterrasser med adgangsarealer opnås de optimale betingelser for de uformelle møder mellem beboerne. For at understøtte disse møder er altangangene placeret mod syd og vest, således at de også bliver attraktive opholdsarealer. Derudover giver indgangsnicher og altaner plads til ophold, liv og variation, hvilket er med til at understøtte altangangen som et attraktivt sted at opholde sig.
Bebyggelsen er udformet som en åben karré.
Projektet har høje ambitioner, defineret i et bæredygtighedsprogram og Køge Kyst's visioner for området. Det er projektets intention at skabe et kvarter, hvor der er plads til idéer, til at skabe noget, starte forretning, bruge hænderne, sætte sit præg.
Bygningens placering på kanten af havnen er udsat. Huset er derfor robust, og materialevalget tager sit afsæt i havnens industrielle karakter. Det gennemgående materiale er en rødlig tegl, med mindre indslag af beton samt en altangangskonstruktion i beton og stål.
Orientering af boliger
Boligerne er som udgangspunkt orienteret med opholdsrum mod altangangene, og de mere private soverum længst fra de offentlige adgangsarealer. Facaden kan åbnes op mod altangangen og solen. Mod nordvest, hvor der er aftensol og udsigt mod havnen, suppleres boligerne med en mindre altan.
Byfællesskab
Ved at placere fællesfaciliteter på hvert deres hjørne omkring den gennemgående alminding skabes et centralt torv, hvor man kan trække aktiviteter udenfor.
De fælles aktiviteter udvikles og drives i samarbejde med beboerne og relevante erhvervsdrivende.
Faciliteter har hver deres rolle og skaber værdi på hver deres måde. Beboerne er med til at fastlægge funktioner i detaljer.
Boligernes orientering
Boligerne orienteres som udgangspunkt med de fælles køkken- og opholdsrum mod altangang og de mere private rum mod bygningens stille side. En indgangsniche ved boligerne danner overgang og privathed omkring boligens hoveddør og udgør dermed et semiprivat mødested for to boliger. Kantzoner behandles under hensyn til de tre forskellige offentlige byrum, de ligger ud til – hhv. den hævede promenade, en traditionel grøn alminding og en grøn urban alminding.
Adgangssystemer og fællesfunktioner
Det er i bebyggelsens opgange, ankomster og indgang at mødet mellem byen og boligen finder sted, mellem den enkelte og fællesskabet.<br /> <br /> Man ankommer via passager og porte og fra en af de fire opgange er der adgang til alle boligerne og fællesfunktionerne via altangange. Det er her de uformelle møder foregår. For at understøtte disse møder er altangangene placeret mod syd og vest, således at de også bliver attraktive opholdsarealer.
Projektfakta
Bygningsdata
Projektnavn: Neptunus
Kategori:Bofællesskaber, Boliger, Erhverv, Landskab
Bygherre: Pension Danmark
Beliggenhed: Søndre Havn, Køge
Bruttoareal: 9.343 m²
År: 2019 - 2026
Status: Under opførelse
Antal enheder: 104 boliger
Opgaven
Program: Boligbebyggelse med bofællesskaber
Aktivitet: Nybyggeri
Opgavetype: Opdrag
Kontakt: Rikke Møller Andersen, rma@vandkunst.dk
Projektgruppe: Rikke Møller Andersen, Eleonora Fassina, Olivia Thomsen, Nick Dyhr, Marie-Gesine Kauschen, Rasmus Voss Nyborg, Jan Albrechtsen, Anders Paw Bregnballe, Sofus Dombernowsky , Martin Hauge Grønkjær, Morten Dam Feddersen
Rådgiverteam
Arkitekt: Vandkunsten
Landskab: Vandkunsten
Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S
Entreprenør: Enemærke & Petersen A/S