AlmenBolig+ på Danmarksgrunden
Rødovre
2010 - 2014

At­trak­ti­ve bil­lig­bo­li­ger

Et alment byggeri med nye værdier

AlmenBolig+ er en ny type almene bebyggelser opført og administreret af KAB. Projektet udsprang af daværende overborgmester Ritt Bjerregaards løfte om 5.000 nye boliger til Københavns arbejdende familier med helt almindelige indkomster, men for hvem byen ganske enkelt var blevet for dyr.

Når man ønsker at balancere en lav husleje med nyopførte kvalitetsboliger, er der rent byggeteknisk kun én farbar vej: Modulært og præfabrikeret kassebyggeri. Så da KAB udskrev konkurrencen om 72 familiehuse på Danmarksgrunden i Rødovre, blev det vores fremmeste opgave at sætte arkitekturen i spil som driver for et spændende byggeri på trods af de svære betingelser. Danmarkshusene er almene bolig version 2.0, der nok er fattig på ekstravagante detaljer men rig på nytteværdi, bæredygtighed og attraktivt naboskab.

>> Hent referenceark

Almenbolig+ er en ny generation

I Danmark kan man traditionelt set eje eller leje sin bolig. Med ejerskab følger ansvar for vedligehold og en prioritering af driftsudgifter, noget som almene boligbeboere overlader til boligselskabet.

Formålet med almenbolig+ er at etablere en ny generation billige almene boliger. Huslejen i de nye boliger søges sænket som en kombination af nye måder at bygge, finansiere og drive almene boliger på. Vi vandt rammeaftale 3. Det gjorde vi blandt andet ved at indtænke produktion og drift og på den måde frigøre økonomi til en dyrere facade, der til gengæld er billig at vedligeholde.

Læs mereLæs mindre

Redefinerer den almene bolig

”AlmenBolig+ er en mindre revolution i Danmarks almene byggeri, som vi er glade og stolte over, at være blevet en del af. Ligesom vi med Tinggården viste nye veje, er vi igen med til at redefinere ideen om den almene bolig. Nu handler det i høj grad om bæredygtighed – både socialt og økonomisk – men præcis som før er målet stadigvæk at gøre det almene attraktivt fra et menneskeligt perspektiv gennem nærværende arkitektur.”

– Jan Albrechtsen, Arkitekt maa, partner

Udfordring nr. 1: Gør boligen billig

Den gennemsnitlige husleje i +bebyggelser er ca. 23% lavere end andre sammenlignelige almenboliger. Den besparelse hentes blandt andet ved energioptimering og ved at udskifte det traditionelle men også bekostelige håndværk med præfabrikation. Byggesystemet i boksmoduler er ikke kun billigere end konventionelt betonbyggeri – ressourceforbruget er ligeledes halveret og det er mere bæredygtig.

Udfordring nr. 2: Gør kassebyggeriet spændende

AlmenBolig+ er lig med modulbyggeri. Og vi forsøger sådan set ikke at gøre det ud for noget andet, men vi arbejder naturligvis med at bringe det bedste frem i hver bebyggelse. Vi har for eksempel tilpasset modulerne til Danmarksgrunden til grunden. Danmarksgrunden er karakteriseret ved den skrånende kileform med umiddelbare landskabelige relationer til Vestvolden og den nærliggende kanal. Begge naturskønne områder med store og tætte træbeplantninger. Boksmodulerne er også kileformede og de danner tilsammen et buet forløb med 72 boliger i fem rækker.

Energirigtigt og billigt

Danmarkshusene er opført efter energiklasse 2020. Størstedelen af energien i bebyggelsen kommer fra solceller og energiforbruget holdes på et minimum. Alle boliger har mekanisk ventilation, der genbruger varmen fra den luft, der lukkes ud af boligerne. Der er solcelleanlæg på taget, der leverer strøm til hele bebyggelsen. Det betyder, at boligerne, der også opvarmes med el-varme, har meget billig strømforsyning. A conto udgifterne til el udgør 450 kr. om måneden pr. bolig – det dækker både det almindelige strømforbrug og opvarmning af boligen.

Skifer og træ

Facaden er udført med en skiferbeklædning, der har lang levetid uden vedligeholdelse. Stuetagen er beklædt med listebeklædning i cedertræ – et materiale som kræver begrænset vedligeholdelse.

Beboerne mødes, når hækken skal klippes

Til trods for fraværet af fællesfaciliteter i Danmarkshusene er den sociale bæredygtighed stadig høj blandt beboerne. De mødes nemlig, når sneen skal ryddes eller hækken er blevet for lang. En del af prisen for den lave husleje er nemlig, at lejerne selv finder sammen og står for en stor del af den vedligeholdelse, der normalt klares af udlejer.

Bæredygtigt i det lange løb

Selvom økonomiske parametre har vejet tungest i udformningen af Danmarkshusene, performer husene også stærkt på sociale og miljømæssige bæredygtighedsparametre. Driftsbudgettet holdes blandt andet nede fordi der er afsat penge til at vælge robuste og langtidsholdbare materialer. Den nye organisering i AlmenBolig+ har medført at beboerne passer godt på byggeriet ligesom der er meget lille fraflytning. Begge dele giver besparelser på vedligeholdelseskontoen.

Projektfakta

Bygningsdata

Projektnavn: AlmenBolig+ på Danmarksgrunden

Kategori:Boliger, Træ

Bygherre: Boligselskabet AKB, ved KAB

Beliggenhed: Rødovre

Bruttoareal: 8370

År: 2010 - 2014

Status: Afleveret

Antal enheder: 72

Anlægssum: 108 mio kr

Opgaven

Program: Boliger

Aktivitet: Arkitektrådgivning

Opgavetype: Vundet totalentreprise

Byggesystem: Boksmoduler

Kontakt: Jan Albrechtsen, jal@vandkunst.dk

Projektgruppe: Gilles Charrier, Thomas Nybo Rasmussen, Jan Albrechtsen

Rådgiverteam

Arkitekt: Vandkunsten

Landskab: Vandkunsten

Ingeniør: Dansk Energimanagement og Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S, Sloth Møller A/S

Entreprenør: GVL Entreprise og BM Tag