Nykøbing Falster
2023 - 2025
Nyt stræde i gamle materialer
St. Kirkestræde i historiske Nykøbing Falster er blevet fornyet med afsæt i strædets særlige karakter og lokale liv. Strædet er den centrale åre i byens Latinerkvarter og forbinder gågaderne med de brostensbelagte middelaldergader. Her skaber lokalt forankrede butikker og en aktiv gadeforening rammen om et levende bymiljø.
Gadeforeningen havde høje ambitioner for omdannelsen og ønskede en belægning, der kunne matche strædets spraglede og uformelle karakter. Vandkunsten udviklede derfor et forslag, hvor strædet blev udført med genanvendte belægningssten fra renoveringen af de omkringliggende gader og pladser. Materialerne, som blandt andet omfattede granit og tegl, lå opbevaret på Guldborgsund Kommunes materialepladser og blev bragt i spil som en ny, sammensat belægning.
Resultatet er et gaderum, hvor genbrugte materialer, lokal forankring og strædets eksisterende identitet er samlet i et nyt byrum, der både respekterer historien og styrker det hverdagsliv, som allerede fandtes på stedet.
Bykernen i Nykøbing Falster er over en årrække blevet fornyet bl.a. med er nyt torv. I 2023-25 kom turen til St. Kirkestræde og Raadhusstræde, så en ring af nyrenoverede og trafiksanerede gadeforløb blev sluttet.
Strædet kaldes latinerkvarteret og er på det smalleste sted 4,5 m bredt og løber som en bue med to-tre etagers huse på begge sider. I mange år har strædet været belagt med SF-sten, som blev malet med skiftende dekorationer i stærke farver af den aktive handelsstandsforening.
Belægningsplanen blev tegnet som et princip, og den blev revideret mange gange undervejs i byggeprocessen, eftersom mængderne ikke var helt forudsigelige og der måtte findes genbrugssten andre steder i kommunen.
De forskellige sten er lagt i mindre felter, så der ud fra hver butik kommer en flade med hver sit forbandt og sten. På den anden måde dannes en helhed ned gennem strædet med et individuelt præg ved hver butik, som understøtter butikkernes liv og stemning med blomster borde og bænke.
Projektfakta
Bygningsdata
Projektnavn: St. Kirkestræde
Kategori:Landskab, Renovering
Bygherre: Guldborgsund Kommune
Beliggenhed: Nykøbing Falster
Bruttoareal: 500 m²
Dato: 2023 - 2025
Status: Opført
Opgaven
Program: Byfornyelse
Aktivitet: Landskab og byrum
Kontakt: Thomas Nybo Rasmussen, tnr@vandkunst.dk
Kontaktgruppe:Chanette Ingemann Nielsen, Margrethe Holmberg, Thomas Nybo Rasmussen, Morten Dam Feddersen, Dagmar Sairanen
Rådgiverteam
Arkitekt: Vandkunsten
Landskab: Vandkunsten
Ingeniør: Sweco og Dominia
Entreprenør: Malmos A/S og Brolægger Kompagniet