Lundtoftevej 160, Lyngby
2018 - 2020
Kompakt og innovativt studieboligkoncept med fællesskabsorienteret miljø
Studio[Home]
Studio[Home] er et DGNB certificeret og Svanemærket studieboligkoncept, der er udviklet af PensionDanmark, Boligfonden DTU, Tegnestuen Vandkunsten og Scandi Byg.
Det er et studieboligkoncept for bæredygtige og prisbillige boliger i høj kvalitet, der opføres som træmodulbyggeri i 2-4 etager, designet med udgangspunkt i at understøtte fællesskab for de studerende.
Studio[Home] har vundet Projektudviklingsprisen ved Building Awards 2021 for sit innovative koncept. Juryen fremhævede blandt andet, at det er skalerbart, nytænkende og helhedsorienteret, da alt er tænkt sammen; bygninger, funktioner, møblering og bæredygtighed.
Der er pt. bygget 800 boliger for DTU i henholdsvis Lundtofte og Ballerup, og der er 200 boliger på vej i Fælledby i København.
Grønne mellemrum skaber kvalitet mellem klyngerne
Kollegiebebyggelsen i Lundtofte er opført på Atlasgrunden, der ligger mellem DTU og Lundtofte by.
Bebyggelsen består af 8 klynger, der tilbyder forskellige typer af ungdomsboliger; atriumboliger og hemseboliger med eget køkken samt traditionelle kollegieboliger med fælleskøkken. Klyngerne er placeret omkring et fælles grønt gårdrum, der skaber en åben og gennemsigtig bebyggelsesplan med mulighed for passage på tværs.
Modulbyggeri med variation
Det typiske modul rummer 1-værelsesboliger bestående af entré, badeværelse, tekøkken og en integreret funktionsvæg, der indeholder seng og opbevaringsmuligheder samt reol. En “vennebolig” består af 2 moduler og er en bolig til 3 personer med eget værelse og fælles køkken og opholdsareal.
Tegnet med fast møbelinventar
Boligerne er tegnet med fast møbelinventar med seng og opbevaringsplads, udført i krydsfiner med lang holdbarhed. Det faste møblement sparer både plads og CO2, da beboerne ikke skal anskaffe nye møbler ved indflytning. Møblerne er udført at teknologivirksomheden Stykka.
Foto: KontraFrame.
Udeladte moduler skaber tagterrasser og mødesteder i stueetagen
I stueetagen er der udeladt et antal moduler, der bliver fællesareal og sammen med funktioner som eksempelvis vaskeri, skaber mødesteder og åbent fællesrum med mange anvendelsesmuligheder centralt i bygningen.
Ligeledes er der ved at udelade moduler i de øverste etager blevet plads til attraktive tagterrasser, der samtidig er med til at skabe et varieret udtryk i bebyggelsen.
Projektfakta
Bygningsdata
Projektnavn: Studio[Home] Livsstilsboliger / Studieboliger
Kategori:Boliger, Boliger for unge, Træ
Bygherre: PensionDanmark og Boligfonden DTU
Beliggenhed: Lundtoftevej 160, Lyngby
Bruttoareal: 17.500 m²
År: 2018 - 2020
Status: Opført
Antal enheder: 478
Opgaven
Program: Studieboliger
Aktivitet: Nybyggeri
Opgavetype: Opdrag
Byggesystem: Modulbyggeri
Kontakt: Kim Dalgaard, kd@vandkunst.dk
Projektgruppe: Casper Phillip Ebbesen, Chanette Ingemann Nielsen, Kristian Svejborg, Ole Skjelmose, Thomas Kröll, Salma Zavari, Kim Dalgaard, Ilias Ben Chaabane
Og: Julie Stubsgaard
Rådgiverteam
Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
Landskab: Tegnestuen Vandkunsten
Entreprenør: Scandi Byg A/S