Sammen med Boligselskabet BSB Svendborg og forretningsfører Domea har vi vundet grundkøbstilbuddet om at bygge 115 almene boliger i Svendborg. Det særlige sted i byen og den monumentagtige gamle skole skal gøre boligbebyggelsen til noget særligt. Det særlige består i at tilbyde et tæt, hyggeligt og mangfoldigt boligmiljø, som er til at betale for almindelige mennesker på en grund med eksklusive kvaliteter. Udsigten over byen og farvandet er uforlignelig, og med et ubebygget friareal som forgrund, er der overhovedet ingen tvivl: Dette er herskabeligt, og bebyggelsen kan derfor bedst beskrives med en metafor: Borgen! Vi er stolte over at tilbyde Svendborg en borg. Det er vores ambition at gøre Borgen til Sydfyns mest attraktive almene boligafdeling, og et sted, hvor der er plads til alle aldre og husstandsstørrelser. Et sted med alenlang venteliste, og hvor man bliver boende længe nok til at lære sine naboer at kende. Den store, gamle skole rives ned og de mange, røde mursten genanvendes i den nye, morderne bebyggelse. Der bliver også 1000 m2 butiksareal i bebyggelsen, samt en offentlig park fyldt med aktivitet. Hensigten er, at understøtte en udvikling hen imod en sjovere og sundere brug af byens og bebyggelsens friarealer, som kan bringe mennesker sammen, og hvor alle aldersgrupper kan finde sig en niche. I stedet for den tidligere skole har byrådet udpeget BSB Svendborg og Domea til at bygge de 115 nye attraktive almene lejligheder.

Efter planen tages det første spadestik i efteråret 2018, hvorefter de første lejligheder forventes at stå klar i efteråret 2019

Bygherre og driftsherre: BSB Svendborg Forretningsfører: Domea.dk Arkitekt: Vandkunsten Kontakt: Søren Nielsen