Boliger på Lisbjerg Bakke
Lisbjerg ved Aarhus
2014 - 2018

Et mo­der­ne dansk træhus

Hybrid byggeteknik med det bedste fra træ, beton og stål

Den 3-4 etagers boligbebyggelse  i bakkerne 10 km vest for Aarhus centrum er disponeret som en lille landsby med to tætte bogrupper á tre bygninger, organiseret omkring hver sit lille ’torv’ og langs en gennemgående ’bygade’, som i forbindelse med en fase-to-bebyggelse vil omkranse et fælles frodigt haverum.

Projektet er opført med Wood Stock, som er et søjlebjælkesystem i limtræ udviklet af Vandkunsten og MOE. Beton og stål er desuden anvendt, hvor det giver byggeteknisk mening og af lavpraktiske hensyn. Beton er oplagt til at opfylde de høje lydkrav i etagebyggeri og er derfor anvendt til trappe- og elevatorkerne ligesom de 23cm tykke dæk udgøres af limtræ og 9cm armeret beton for at sikre lyddæmpning. Stålbjælker erstatter træ visse steder for at bevare byggesystemets proportioner.

Den hybride byggeteknik og særligt søjlebjælkesystemet giver høj planmæssig fleksibilitet og understøtter fremtidig demontering og genbrug af byggematerialer. Den ikke-bærende facade har for eksempel givet fuld frihed til at udforme facadekassetterne og placering af vindueshuller. Facader og vinduer er forberedt for altanmontage.

Overdimensionerede tagudhæng og vandnæser beskytter den ubehandlede rødgransfacade. Konstruktiv beskyttelse er en del af projektets arkitektoniske udtryk. Tagformen og bygningsprincippet har også givet ekstra højt til loftet på de øverste etager. Entrepriseomkostningerne for boligerne er på bare 11.000 kr/m² ex. moms

DGNB Projektet er præcertificeret til guld i DGNB, men afventer færdiggørelse af infrastruktur (vejanlæg) fra Århus kommune for at kunne færdiggøre certificering. Klimaaftryk LCA-analyserne fra Lisbjerg Bakke viser at byggeriets samlede udledning (drift plus fremstilling) af klimagasser (GWP) er halveret sammenlignet med et tilsvarende byggeri opført i beton, pga. træmaterialernes Co2-lagring, mens betonfremstilling omvendt har en høj udledning. Effekten forudsætter at der anvendes træ fra bæredygtig skovdrift, og at træet genbruges efter endt levetid.

Læs mereLæs mindre

"Byggeriet præmieres for den arkitektoniske helhed, den innovative brug af træ på facader og i selve lejlighederne, samt den begavede udnyttelse af lyset, de store vinduespartier, der sikrer et godt dagslys i boligerne og vid udsigt til det omkringliggende landskab.
Bebyggelsen spiller sammen med udearealer og landskab på en overbevisende og indlevet måde."
Uddelingsjuryen for Aahus Kommunes arkitekturpris - 2018

Det træbaserede byggesystem giver variation i rumhøjderne for de øverste lejligheder

Sanselige trævægge leverer god indvendig komfort fordi de diffusionsåbne overflader er fugtregulerende, akustikken er blødere, og fordi temperaturen er neutral

Rækkehuse og punkthuse med samme byggesystem

Vi nørder med byggeteknikken, så fremtidens boliger kan bestå af komponenter og materialer, der kan bruges igen og igen.

Herlig helhed

‘Bebyggelsen er stilmæssigt en superb blanding af wildwest og centraleuropæisk bjerglandsby, men alligevel står det hele og ser ud, som om det kommer fra Danmark. Og så dufter der både ude og inde – af træ. – Martin Keiding i anmeldelse i Arkitekten

Materialer

Facaden er udført i ubehandlet uprofileret rødgran, som udskiftes løbende, fremfor at blive malet. Vinduer er ubehandlet aluminium udvendigt og lakeret træ indvendigt Trappeskakte er ubehandlet beton Indvendige træpaneler er behandlet med hvid lud

Hybrid byggesystem bruger materialerne hvor de er bedst

Projektfakta

Bygningsdata

Projektnavn: Boliger på Lisbjerg Bakke

Kategori:Boliger, Forskning & udvikling, Træ

Bygherre: AL2bolig

Beliggenhed: Lisbjerg ved Aarhus

Bruttoareal: 4.100

År: 2014 - 2018

Status: Opført

Antal enheder: 40 boliger på 50 – 115 m2, samt fællesrum

Anlægssum: 45 mio kr

Opgaven

Program: Almene boliger, samt fælleshus

Aktivitet: Nybyggeri

Opgavetype: 1. præmie i åben konkurrence om demonstrationsbyggerier

Byggesystem: Hybrid - Massivtræ med facader af ubehandlet træ med beton og stål, hvor optimalt

Kontakt: Søren Nielsen, sn@vandkunst.dk

Projektgruppe: Kim Dalgaard, Mirjam Hallin, Sigurd Vinde Akselsen, Søren Nielsen, Rasmus Olsen, Katrine West Kristensen, Martin Erik Andersen, Nel Jan Schipull

Rådgiverteam

Arkitekt: Vandkunsten

Landskab: Vandkunsten

Ingeniør: Moe

Entreprenør: Hustømrerne