Lundtoftegadekvarteret, København N
2019 - 2023
Et alment pionerprojekt
Fællesbygdrømme
Foreningen Urbania har siden 2010 ledt efter en egnet byggegrund med drømmen om at opføre et bæredygtigt bofællesskab højest 5 km fra Rådhuspladsen i København. I 2017 besluttede foreningen at blive en del af et alment boligselskab og indgik samarbejde med AKB, København, der ejer grunden beliggende på hjørnet af Lundtoftegade og Borups Allé på ydre Nørrebro.
Markering af hjørnet og understøttelse af gaderne
Lundtoftegades store skala og forløb er en helt tydelig markør i bybilledet. Kulminationen på dette bymæssige træk er i dag en butik i én etage ned mod Borups plads – dette virker mere som en eftertanke end som et bygningsværk, der afslutter og kanter byrummet. En placering af Urbania kalder derfor på, at bygningen griber bevægelsen ned langs Lundtoftegade og kanter spidsen ned mod Borups Allé.
Dette træk skaber en lomme imellem de nye og gamle bygninger i Lundtoftegade Syd og skaber gode muligheder for ophold herimellem. På sigt kan det grønne rum tænkes sammen med potentialerne for en tættere sammenhæng med et kommende grønt byrum under Bispeengbuen.
Urbania kanter Borups Plads, Borups Allé og Lundtoftegade. Dette opgraderer alle disse steders kvaliteter ved at give dem en bygningskrop at spille op ad. Samtidig er alle kanter også relativt travle og til dels støjende trafikårer. For at give liv til gaderummene og samtidig skærme boliger, bygges en plint med fællesfunktioner og publikumsorienterede serviceerhverv, hvorpå boligtårne placeres. Således undgås boliger i stueetagen og gaderne podes med åbne stueetager og aktivitet.
Urbania som eksempel på et nybyggeri i overensstemmelse med lokalplanen
Lokalplanområdet ligger i bydelen Nørrebro og afslutter AKB Københavns
bebyggelse (Afdeling Lundtoftegade) ud mod Borups Plads. På grunden ligger i
dag en ældre dagligvarebutik og en materielgård i én etage. Lokalplanområdets
sydlige del omfatter herudover grønne arealer med rekreative tilbud og plejecentret
Aftensol. I den nordlige del af lokalplanområdet ligger blandt andet
to eksisterende boligstokke, et beboerhus, erhverv samt grønne arealer med
rekreative tilbud.
Landsbyen i byen
I hver ende af Urbania åbner strukturen sig og byder byen velkommen gennem to landskabelige trapper mod Borups Plads og sportsengen. Her inviteres man ind i Urbanias semi-offentlige fællesrum med en invitation om at være en del af byen og give noget tilbage til den.
I forløbet på plinten findes indvendigt en mere intim skala med et mere knækket gangforløb, mindre opholdszoner, beplantning, gode vind- og støjforhold, samt kig ind til bogruppernes fælleshuse.
En levende stueetage
Nederst i Urbania placeres funktioner der giver tilbage til byen. Her gøres plads til en dagligvarebutik, andre småerhverv, en byttebiks, fælleskøkken, tumlesal, værksted, spisesal mm. Urbania vil gerne være en del af byen og således åbner facaderne sig her med store glaspartier og indkig ind i fællesskabsmaskinen. Butikkerne får gode placeringer ud mod Borups Plads og understøtter stedet som et lokalt butiksområde.
Skala for fællesskab
Urbania beboere vil gerne dele deres hverdag med københavnerne. Med så stort et bofællesskab bliver man nødt til at underinddele det i mindre overskuelige dele, så man ikke hver dag skal forholde sig til alle andre hele tiden. Derfor opdeles bofællesskabet i fem mindre grupper, der alle deler en fælles opgang og et mindre fælleshus. Alle bogrupperne deler derudover de større fællesrum i stueetagen samt tagterrasser og plintens landskabsrum. I hver ende af bygningen åbner strukturen sig og byder byen velkommen gennem to landskabelige trapper mod Borups Plads og sportsengen. Her inviteres man ind i Urbanias semioffentlige fællesrum med en invitation til at være en del af byen og give noget tilbage til den. I forløbet på plinten findes indvendigt en mere intim skala med et mere knækket gangforløb, mindre opholdszoner, beplantning, gode vind- og støjforhold samt kig ind til bogruppernes fælleshuse.
Projektfakta
Bygningsdata
Projektnavn: Bofællesskab til Urbania
Kategori:Bofællesskaber, Boliger, Planlægning
Bygherre: Foreningen Urbania, AKB København v. KAB
Beliggenhed: Lundtoftegadekvarteret, København N
Bruttoareal: 8.650 m²
År: 2019 - 2023
Status: Lokalplanforslag
Antal enheder: 120 boliger, 1 dagligvarebutik
Opgaven
Program: Lokalplan for fortætning af Lundtoftegadekvarteret med Bofælleskab til Urbania
Aktivitet: Rådgivning og procesledelse i.f.m. udarbejdelse af lokalplan, forundersøgelser, efterprøvning af boligprojekt
Opgavetype: Tilbud vundet via rammeaftale med KAB
Kontakt: Rikke Møller Andersen, rma@vandkunst.dk
Projektgruppe: Rikke Møller Andersen, Daniel Rea Kragskov, Camilla Libonati
Og: Nick Dyhr
Rådgiverteam
Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
Landskab: Tegnestuen Vandkunsten
Ingeniør: Artelia, Brandgruppen