Formidler overgange

Bebyggelsen arbejder med bytransformation som hovedpræmis, ved at åbne tidligere utilgængelige områder, etablere nye forbindelser til byen og skabe urbant liv gennem blandede funktioner. Der er fokus på mellemrum og social urbanisme. På overgangene mellem offentlig og privat, smalle passager, halvprivate uderum, mødepunkter mellem bygningerne, detaljer der formidler skift i materialitet, placering og dimension.

Der er lagt vægt på at skabe høje bokvaliteter for alle i bebyggelsen. Etageplanerne er konceptuelt opbygget rundt om en indre trappekerne med elevator. De tre hustyper har hver sin unikke trappe-/elevatorkerne. Desuden er der en zone rundt om trappe-/elevatorkernen, som udnyttes til bifunktioner som entré, badeværelse og opbevaringsrum. Disse greb maksimerer både udsigt og lysindfald i lejlighedernes opholdsrum. Punkthustypologien gør det mulig at dedikere hjørnerummene til boligarealer, hvor man i næsten hver lejlighed har udsigt langs to facader. Dette opnås blandt andet ved at lade balkonerne gå rundt om hjørnet, ved at tilføje et ekstra vindue i køkkenet, og ved at etablere siddenicher ved vinduerne i opholdsrummene. Projektet lever op til krav om Universel udformning i landskabet og i erhvervslokalerne i stueetagen. Boligdelen lever op til krav om tilgængelige boliger iht. TEK17.

Alle materialevalg er vurderet ud fra strenge kriterier, herunder æstetisk kvalitet, bæredygtighed, miljøpåvirkninger, et sundt indeklima og minimalt vedligeholdelsesbehov. Der er lagt vægt på taktile og materielle kvaliteter, samtidig med at behovet for overfladebehandling minimeres mest muligt. Den nordiske identitet - med bjerge, skove og vand - vægtes højt. Træ og sten, formet af den norske natur, udgør et gennemgående tema for facaderne, og den omfattende brug af træ i trapperum og lejligheder skaber genkendelighed, varme og venlighed. Tag og facader er beklædt for at opnå et monolitisk og homogent arkitektonisk udtryk. Med en stor grad af kvalitet og stoflighed. At huske taget som en femte og ofte glemt facade, ser vi som en særlig vigtig præmis i Vannkunsten som helhed. Tagene er synlige fra gaden, såvel som fra fjorden og de bagvedliggende huse. Ved at bruge en skifer der kan tåle at blive monteret i det samme system som Oppdal skiferen, der er anvendt i Vannkunsten Nord, sikrer vi en sammenhæng og et slægtsskab i de to søsterprojekter. Samtidig sikrer vi et bæredygtigt brug af et lokalt materiale, som ud over at have en kort transport, er designet med varierende bredder og løbende længder for sikre minimalt spild. De sekundære facadematerialer spiller en vigtig rolle. Egetræet i de store vinduespartier lægger sig i tråd med den røde skifer. Det fremstår som et rent og naturligt materiale, der patinerer smukt og naturligt over tid.