Vandkunsten tegner 100 nye almene boliger på Svanemølleholm i Københavns Nordhavn
Vandkunsten har tegnet de 100 nye almene boliger på Svanemølleholm i hjertet af Københavns Nordhavn, som Boligforeningen VIBO skal opføre.
Projektet bidrager med 29% af de ønskede 40% almene boliger på Svanemølleholm.
Sammen med Boligforeningen VIBO, Udviklingsselskabet By & Havn og Kuben Management A/S skal vi skabe et boligområde, hvor fællesskab, bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet går hånd i hånd.
Byggeriet skal opføres i træ med biobaserede og genbrugte materialer, med grønne energiløsninger som solceller og batterianlæg, og hvor fællesskabet mellem beboerne og med det omkringliggende bymiljø står helt centralt.
“Vores byggeri tager de gode sociale kvaliteter, vi kender fra de tætte, lave bofællesskaber og bringer dem ind i storbyen, i form af et lodret landsbymiljø. Samtidig er naturen trukket helt ind i bebyggelsen og gjort til et centralt fikspunkt. Det handler dybest set om at skabe gode rammer om et fælles hjem, hvor man er mere sammen og hjælper hinanden i dagligdagen, uden at gå på kompromis med den private bolig”, siger Kim Dalgaard, partner i Vandkunsten.
Tak foreløbigt for det gode samarbejde til VIBO og Kuben Management, vi glæder os til næste fase!