Vandkunsten har indgået rammeaftale med Boligforeningen AAB
Efter en udbudsrunde har Boligforeningen AAB indgået rammeaftaler med Arkitema,
JJW ARKITEKTER og Tegnestuen Vandkunsten om total- og bygherrerådgivning.
Vandkunsten har ABC - Rådgivende Ingeniører og Cubic Group med som underrådgivere.
AAB har de seneste år investeret i en professionalisering af arbejdet med projektudvikling og nybyggeri. Og rammeaftalen er en naturlig forlængelse af boligforeningens erklærede mål om ikke kun at opføre nye boliger, men også at stå bag nye boligtyper, præge byudviklingen og bidrage til en grøn omstilling i byggeriet.
Fagchef i AAB Byggeri, Lars Vind siger:
– Jeg er glad for, at vi har landet en aftale med tre af landets førende arkitekt- og rådgivningsvirksomheder. Alle tre står bag byggerier, som viser, at de har niveauet til at løfte de opgaver, vi kommer til at stå overfor i de kommende år. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, siger han.
Hos Vandkunsten glæder vi os også til samarbejdet, og ikke mindst over at opgaverne bliver tildelt i rotation frem for at vi igen skal ud og ‘konkurrere’ i miniudbud!