Det er glædeligt, at borgerne i Hvidovre nu har fået adgang til byens fælles dagligstue med spisehus, orangeri, teatersal, åben scene, forsamlingslokaler og teaterhave.
Kulturhuset er på mange måder en milepæl i udviklingen af hele Hvidovre bymidte.

Omdrejningspunktet er den historiske Risbjerggaard, der i årtier har lagt gulv til fest, dans og musik. Bygningen er renoveret og bragt op til nutidig standard. Hertil er lagt fire nybyggede volumener. De tilsammen fem enheder er knyttet sammen af Orangeriet, der rummer husets hovedindgang. Risbjerggaard er stadig det velkendte ansigt udadtil og den samlede bebyggelse fremstår i dag som et hus uden bagsider. Som en lille bydel i byen med gader og pladser.

Vandkunsten vandt i 2018 i samarbejde med WSP Danmark og AIX Arkitekter AB projektkonkurrencen, og til åbningsfesten, på en solskinsdag i september 2022, strømmede nysgerrige borgere til for at se de nye rammer og opleve de mange kulturelle indslag.

Fotograf: Hvidovre Kommune (foto 1), Flemming Ibsen, Vandkunsten.