Det beboerdrevede boligprojekt på Køges Søndre Havn giver den enkelte stor indflydelse på både egen bolig og de fælles rammer ligesom der spares penge, der normalt går til en developer. Det kan alle interesserede høre mere om, når partnerskabet bag ”Fællesbyg Køge Kyst” inviterer til åbent informationsmøde. 29 Oktober kl 14:00 – 15:30 Bryghuset Braunstein, Carlsensvej 5, 4600 Køge Byudviklingsprojektet Køge Kyst byder på en helt ny mulighed for boligsøgende – at bygge sammen med ligesindede i et såkaldt byggefællesskab med inspiration fra Tyskland. – Som beboer får man en høj grad af indflydelse, og samtidig får man mere for pengene, fordi der ikke er en developer, der skal tjene på projektet. En del af byggeriet kan blive til et egentligt bofællesskab – man kan gå efter den grad af fællesskab man ønsker, og under alle omstændigheder lærer man sine nye naboer at kende, allerede før man flytter ind, fortæller adm. direktør Line Røtting Dornan fra Selskabet for Billige Boliger. Projektet hedder Fællesbyg Køge Kyst, og bag det står et partnerskab mellem Selskabet for Billige Boliger, Tegnestuen Vandkunsten og byudviklingsselskabet Køge Kyst. De kommende beboere har stiftet Foreningen Fællesbyg Køge og derigennem hyrer de en entreprenør til at stå for opførelsen af det arkitekttegnede byggeri. De enkelte beboere kan så få indflydelse på deres egen bolig under en overordnet ramme, som de også har indflydelse på. Vil du vide mere eller være medlem? Læs mere om projektet på Foreningen Fællesbyg Køges hjemmeside & facebookgruppe.