Året 1970 var en tid, hvor håret var langt og bukserne brede. Der var rødstrømper, hippier og unge, som flyttede i kollektiver. Og det var Gasolin og Steppeulvene, som drejede rundt på grammofonen. Det var også her, at vi begyndte at drømme om en grønnere arkitektur med bofælleskaber, fællesbyg, fællesmiddage og genbrug. Og hvor tegnestuen Vandkunsten blev til.

– Dengang var de rebellerne i dansk arkitektur, siger Lasse Andersson, der er arkitekt og direktør for Kunsten og Utzon Center.

Siden da har Vandkunsten markeret sig som nogle af de mest markante arkitekter i Danmark, og nu får tegnestuen sin egen udstilling på Utzon Center. Deres budskab er mere aktuelt end nogensinde.

Vandkunsten mener, at vi skal bo bedre og langt mere bæredygtigt og grønt. Det har de kæmpet for siden grundlæggelsen i 1970. Og her fem årtier senere, hvor vi står i en tid med voksende klimakrise, rækker deres budskab og arbejde ind i fremtidens udfordringer.

– Helt grundlæggende, så udfordrer de [Vandkunsten] den måde, som vi bygger på, og som vi bor på. Derfor insisterer de på fællesskab i deres arkitektur, og de arbejder med en filosofi om absolut bæredygtighed. Vi skal leve under nogle vilkår i fremtiden, så vi skal genopdage vores byggematerialer og materialer i det hele taget. Det kommer til at skabe en radikal skønhed, der er både smuk, patineret og genbrugt, og som vil kræve innovation og forskning, siger Lasse Andersson.

Tilfældighedens skønhed
“Fra begyndelsen har tegnestuen forelsket sig i udkanten, landbrugsbygninger, gamle skure og sommerhuse. Alt det der er lappet sammen, tilfældigt og nødtørftigt. Det bryder enhver design-logik, men i det slidte opdager man en skønhed, som fremkommer af tilfældighed og nogle kompositioner, der er næsten umulige at fremkalde som arkitekt. I dag er vi stadig optaget af at genanvende udtjente byggematerialer. Det handler om bæredygtighed, men det er også for at få mere skønhed og historie ind i vores omgivelser.”

Søren Nielsen, Vandkunsten, 2019

Kontakt/ Anne-Mette Manelius