Taarbæk Skole
Klampenborg
2002 - 2006

Ta­ar­bæk Sko­le

Udbygning af Taarbæk Skole og Havn

Konteksten er Taarbæks småpludrende fiskerleje, som rummer mange udtryk og så åbenbart også tåler den store mastodont af en skole, der rejser sig voldsomt på den yderste strandlinie.

I samarbejde med 2 styregrupper har Tegnestuen vandkunsten tegnet projektet for udbygning af Taarbæk Skole og havnens faciliteter.

Der må være tale om en af landets absolut bedst placerede skoler og de nære omgivelser er brogede og charmerende: beskedne stråtægte fiskerhuse, en købmand, en havn og en kro.
Øresund er synlig fra alle vinduer.

Som næsten alle opgaver har også denne haft en bevæget projektforløb, der startede med en indbudt konkurrence. Først var der tale om en ny gymnastiksal, ekstra rum for SFO-ordningen og en omfattende ombygning af den eksisterende, store skole og dens klemte friarealer. Det endte med 2 nye skoleklasser, en opgradering af friarealerne, en istandsættelse af en købmand og en udbygning af havnefaciliteterne.

"Havnestangen"

Hovedgrebet blev en lang, smal transparent stang, der løfter sig fri af skolegården på tynde søjler og som stikker næsen frem i det fine gadebillede for at være sikker på, at alle kan se den.
Bygningen er i 3 etager, der spænder ud mellem eksisterende skole og Taarbæk Strandvej. Den nye bygning er placeret i flugt med den gamle skoles nordfacade og hæfter sig på den eksisterende skole i 1. og 2. Sal.

I stueplan lander bygningen i en bred siddetrappe i fortorvsniveau. For at skabe funktionel kontakt mellem de 2 skolegårde er en del af bygningen løftet en etage. De store bygningshøje glaspartier er forsynet med udvendige solafskærmninger, der skaber et mangfoldigt og varieret facadebillede.

Drøm om en byens plads

Vi drømte om en skole som ’byens’ hus og en skolegård som byens plads, der udover undervisning også kunne samle byen, når noget særligt var på færde. Den lille skolegård blev større og tiltet mod sundet, så skaterne kan få afsæt og pladsen hilse pænere på horisonten og den hyggelige havnefront.

En trappe der lever

Skoletilbygningen trækker lys, meget lys fra omgivelserne. Der er næsten ingen skillevægge og undervisningen må tilrettelægges med de hensyn, de åbne planer kræver.

Huset er disponeret med en stor trappe i træ, der med god vilje kan bruges til teater og møder. Også om aftenen.

Nye havnefaciliteter

Sejlerne kan nu skifte tøj og komme i bad. Trailerne har fået sin garage. Batterierne sin forskriftsmæssige affaldshåndtering. Havnefogeden sit kontor. Langt det meste i galvaniseret jern.

Projektfakta

Bygningsdata

Projektnavn: Taarbæk Skole

Kategori:Kultur & institutioner

Bygherre: Lyngby-Taarbæk Kommune

Beliggenhed: Klampenborg

År: 2002 - 2006

Status: Udført

Anlægssum: Ca. 12 mio. kr.

Opgaven

Program: Udbygning af Taarbæk Skole og Havn

Aktivitet: Nybyggeri

Opgavetype: Opdrag

Kontakt: Søren Nielsen, sn@vandkunst.dk

Rådgiverteam

Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten

Landskab: Tegnestuen Vandkunsten

Ingeniør: Dausgaard & Nyboe