Nyhed
4 October 2024Team Vandkunsten vinder Generationernes Kvartershus i Hillerød
Tegnestuen Vandkunsten har sammen med ABC - Rådgivende Ingeniører vundet
idékonkurrencen om Generationernes Kvartershus i den nye bydel Favrholm i Hillerød.
Nu har Hillerød Kommune indgået aftale med Københavns største almene boligselskab
fsb, med Tegnestuen Vandkunsten som totalrådgiver, om at opføre byggeriet.
Generationernes Kvartershus kommer til at bestå af fem bygninger, som flyder sammen med den omkringliggende natur og skaber gode rum for fællesskab og aktiviteter inde og ude. Her forenes plejehjem, almene seniorboliger og en daginstitution med et bredt tilbud af forskellige typer værksteder og fælles møderum, der skaber et naturligt og aktivt samlingssted for beboere, børn og forældre og samtidig inviterer de lokale indbyggere i området indenfor.
fsb’s formand, Mads Malik Knudsen siger: ”Med afsæt i de almene værdier om fællesskaber, kultur, arbejdsliv og inklusion udvikler vi sunde og holdbare bygninger, der er tilpasset fremtidens behov. Kommunalpolitikere og forvaltningen i Hillerød har med Generationernes Kvartershus sikret både fællesskabet og et samlingssted i den nye bydel, og vi er stolte over, at netop dette byggeri bliver vores første i Hillerød kommune”.
Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen siger: ”I vores samfund har vi gjort meget ud af at skille generationerne ad. Men generationerne har glæde af hinanden. Derfor vil vi nu bygge for et mødested for generationerne i Generationernes Kvartershus. Her kommer både plejehjem, dagtilbud og hvad man måske kan kalde et forsamlingshus for lokalområdet. Byggeriet kommer til at ligge i Generationernes Kvarter; et spændende område med nye boligformer. Der er stor efterspørgsel efter bofællesskaber, og mange mennesker ønsker også at bo tæt på hinanden i flere generationer. Med Generationernes Kvarter bygger vi et område, hvor vi kan tilgodese mange af de ønsker og behov. Det er en spændende vej at gå, og jeg tror på, at generationerne har glæde af hinanden”.
fsb vil eje og drive plejehjemmet og et bofællesskab. Daginstitutionen og de kulturelle arealer vil være ejet af kommunen. Byggeriet forventes at stå færdigt ved årsskiftet 2028-29.
Byggeriet bliver på i alt ca. 13.500 m2 og vil blive opført i trækonstruktioner og med fokus på at efterlade så meget naturgrund som muligt.
Det er et mål for byggeriet, at det opnår DGNB Guld-certificering.
Vandkunsten varetager selv både arkitekt- og landskabsarkitektydelsen og vi glæder os til at komme i gang med den spændende opgave!