Byhusene på Islands Brygge
Havnevigen, Islands Brygge
2013 - 2016

Et lil­le hus i byen

Byggeforeningshuset 2.0

De klassiske byggeforeningshuse, som de kendes fra Kartoffelrækkerne og Humlebyen i København, rummer helt åbenlyse kvaliteter: Husenes indbyggede fleksibilitet, de rummelige sammenhænge og de menneskelige størrelsesforhold. Tæt og lavt og med gode muligheder for at skabe fællesskab i bebyggelsen. Ved Havnevigen på Islands Brygge i København kom muligheden for at realisere Vandkunstens bud på byggeforeningshuset anno 2015.

Foruden de bløde potentialer, løser Byhusene ved Havnevigen også en helt konkret udfordring i form af et krav i lokalplanen om en særlig høj udnyttelsesgrad. Det affødte en bebyggelse, der faktisk er endnu tættere end eksempelvis Kartoffelrækkerne.

Parallellerne til de traditionelle byggeforeningshuse fra det tidlige 1900-tal er lige for. Her er tydelige rumlige opdelinger og skarpt optrukne grænser mellem private og offentlige arealer. Men den konkrete udformning af Byhusene er en anden. Vi har tilføjet en hel række variationer blandt andet i form af balkoner og tilbagerykninger ved indgangspartierne. Alle justeringer der er tilført for at øge brugsværdien for den moderne familie.

Ud over byhusene, har vi også tegnet Strandtorvet, der afslutter bebyggelsen ned mod den nyanlagte strand på Havnevigen

En ny æra for byggeforeningshusene

”Selvom byggeforeningshusene nok har overlevet sig selv som tilgængeligt byhus og ’sparekasse’ for arbejderklassen, tror vi fuldt og fast på en ny æra for boligformen. Vi tror på, at de fysiske principper lader sig overføre til dagens byggeri, og at vi kan tilføre nogle ekstra kvaliteter i processen. Resultatet blev et meget tæt og intenst byggeri, der alligevel tilbyder en overordnet respekt for privatheden.”

– Jan Albrechtsen, Arkitekt maa, partner

Forskudte forløb

Ét af Byhusenes særkender er boligernes disponering, hvor de enkelte etager er forskudt med et halvt trappeforløb. På den måde integreres parkeringen delvist under boligen og gårdrummet. En løsning der skaber direkte adgang fra p-kælderen til hjemmet, hvilket både er bekvemt og muliggør en gade uden parkering. Her bliver det fælles adgangsrum altså opgraderet til et brugbart fælles opholdsrum.

Med stranden som nabo

Der er oprettet en helt ny strand lige syd for Byhusene og Strandtorvet i Havnevigen. Mod vest ses Københavns Havn, hvor vandet trækkes fra.

Som en god læderjakke der allerede er gået til

Det nye og uberørte er sjældent en kvalitet i sig selv, når vi taler om byggeri. Boliger er skabt til liv, og det levede liv sætter præg og karakter på omgivelserne. I Byhusene har vi brugt masser af træ og genbrugstegl, der giver boligerne en tydelig stoflighed og karakter af noget ’levet’ fra allerførste indflytningsdag.

Væk med det, der ikke tilfører kvalitet

De offentlige adgangsveje skaber plads til aflæsning fra flyttebilen men holdes derudover fri for parkering. I stedet kan arealet bruges som fællesrum og fungerer næsten som uformel forlængelse af de små private forhaver.

Privat udeliv i en tæt bebyggelse

Princippet med de forskudte etager udnyttes til at forsyne alle boliger med en privat tagterrasse. Det kompenserer for den høje tæthed, da beboere har adgang til et privat udeareal, hvor der altid kan findes sol eller læ. Og da husene varierer fra to til tre etager, bruges højden til at afgrænse tagterrasserne og hindre indbliksgener.

Disponering efter solen

Byhusene er disponeret øst-vest og husrækkerne er gennembrudt af en grøn kile, der er bebyggelsens fællesareal. Orienteringen betyder eftermiddagssol i gaderummene og aftenssol på de fleste tagterrasser.

Svanemærket kvalitet

Boligerne er Svanemærkede. Denne ambition fra bygherren om at certificere boligerne betyder blandt andet at de er opført af materialer, der bidrager til et sundt indeklima. Desuden er der anvendt 700.000 genbrugstegl på facaderne. Genanvendelse er godt for miljøet og det giver en stærk karakter til facaden at murstenene allerede har patina.

Gårdhaven på første sal

Byhusenes disponering med parkering i kælderen, betyder at de private gårdhaver faktisk ligger på første sal og får mere sol end havde de været placeret på jordniveau

Projektfakta

Bygningsdata

Projektnavn: Byhusene på Islands Brygge

Kategori:Boliger

Bygherre: Bonava

Beliggenhed: Havnevigen, Islands Brygge

Bruttoareal: 173.000

År: 2013 - 2016

Status: Færdigt

Antal enheder: 110 boliger i Havnehusene

Opgaven

Program: Boliger

Aktivitet: Arkitektrådgivning

Opgavetype: Totalentreprise

Byggesystem: Betonelementer, teglfacade af genbrugstegl

Kontakt: Jan Albrechtsen, jal@vandkunst.dk

Projektgruppe: Thomas Nybo Rasmussen, Olmo Ahlmann, Camilla Libonati, Emma Hansson, Michael Delin, Ingibjörg Benediktsdóttir, Andreas Skytt Hvid

Rådgiverteam

Arkitekt: Vandkunsten

Landskab: Vandkunsten

Ingeniør: NCC Construction

Entreprenør: NCC Construction