Drevet af en drøm om sin egen unikke bolig, der er til at betale fordi en gruppe boligejere sammen er bygherre. Det er baggrunden for fællesbyggerne i Fællesbyg Køge Kyst. Mandag blev der taget første spadestik på projektet.

For to et halvt år siden lagde Tegnestuen Vandkunsten ud med tegningerne af et stort ‘Pippi-Langstrømpe- hus’, som siden er blevet gennemarbejdet og tilpasset. Vi har stor erfaring med at tegne projekter, der bygger på fællesskabstanker, men processen med Fællesbyg har været enestående og er tegnet med hjerteblod.

-Vi har i lige så høj grad været facilitatorer som tegnestue igennem de sidste år. Vi har investeret mange, mange timer og lavet så mange individuelle løsninger, at vi har samarbejdet om næsten hver skillevæg. Senest har vi lige lavet skitser og farver på facaderne, og mødet endte i de rene klapsalver. Der er så meget ejerskab, og det har bare været meget sjovere at arbejde med et her projekt, siger partner i Tegnestuen Vandkunsten, Jan Albrechtsen.

Ved spadestik-ceremonien var der flere taler, der fejrede den lange og turbulente rejse for byggefællesskabet.

– Jeg tror ind imellem, vi har været ved at drive tegnestuen Vandkunsten til vanvid. Vi har holdt omkring 25 møder med jer på Vandkunsten, hvor I har måtte være pædagogiske og forklare os de mest banale ting og forsøge at dæmme op for vores mest flyvske og urealistiske idéer. For os har det været en eventyrlig rejse at gå fra Pippi Langstrømpe-tegningen og så til det projekt, som vi har i dag, lød det ved spadestik-ceremonien fra formanden i foreningen Fællesbyg Christian Hansen.

Hver bolig er unikt indrettet og byggeriets facade afspejler de mange unikke boliger. Der er lavet en totalentreprisekontrakt med Jönsson Entreprise. Der er stadig lejligheder til salg i Fællesbygs unikke hus. Lejlighederne findes også hos Danbolig Køge, men også som hidtil – i den lille campingvogn med søndagsåbent på Søndre Havn.

Pressebillederne fra ceremonien er taget for Køge Kyst af Martin Håkan/coverganda.dk